onsdag den 29. august 2018

Tredje undervisningsdag - log

"Vi får meget" (eller var det en masse) "med herfra", var den dejlige farvel hilsen fra to af de studerende i dag.

Og det er jo lige i centrum af enhver, tror jeg, undervisers største dilemma:
Kom vi rundt om det hele?
Gav det mening?
Kan det relateres til deres praksis?

Hvorfor de spørgsmål? Og bliver man ved at stille dem uanset, hvor længe man har undervist? Måske - jeg tror det. Måske kan loggen fra dagens undervisning fastholde nogle af de tanker, jeg har gjort og støtte Felicia og mig, når vi diskutere, hvad vi vil fremadrettet og hvorfor. Jeg har valgt at dele dagens undervisning op i før, under og efter.

Før undervisningen


Planlægning og drøftelser med egne kollegaer og aftaler med medunderviser samt overvejelser over mine studerendes praksis plus indtryk fra sidste undervisningsgang sammenholdt med mit pædagogiske afsæt ender ud i en planlægning, der rummer dialog både i plenum og grupperne samt øvelser, der skal støtte de studerende i at arbejde med det teoretiske stof i relation til egen praksis. Desuden skal de have indput og støtte til arbejdet med deres portfolio, hvor det tekniske fylder en del hos de fleste. Mit oplæg til undervisning ses herunder:



Undervejs i undervisningen

I repetitionen af sidste uges teoretiske stof, kom vi langt omkring.

Assimilativ, akkommodativ og transformativ læring

Vi diskuterede blandt andet den psykiske energi og hvor meget, der kræves i forbindelse med henholdsvis assimilation, akkommodation og transformation. En samtale, der førte til en drøftelse af, om vi kan tale om en indre uforanderlig kerne i det enkelte menneske, som igen førte over i en diskussion om dannelse og hvad det vil sige i forbindelse med uddannelse til et specifikt erhverv.

Observationer i praksis

Vi hørte om gruppernes observationer i praksis, og hvordan deres observationer havde understøttet deres forståelse af de 4 læringstyper, som Illeris behandler i sin bog: Læring s. 51-72 (3. oplag, 2017).
Illeris fik en del kritik, fordi han er svær at læse. Hvorimod Aarkrog blev fremhævet for sit letlæselige sprog og praksis eksempler i hendes bog: Teorier om læring.

Ændringer og udeladelser

Jeg valgte at lade den planlagte tekniske del udgå. Fokus var her: Hvordan optager vi en video på vores enhed og indlejrer den i bloggen? Aftalen med de studerende er, at det tager vi op senere. Felicia og jeg havde også talt om, at jeg kunne vise dem, hvordan man kan ændre eller personliggøre templaten, det gemmer vi også til senere.

Efter ønske fra flere flyttede vi gennemgangen af næste studiedag og undervisningsdag til lige før frokost. Begrundelsen var, at man i middagspausen havde gode muligheder for at træffe aftaler om besøg i praksis m.v.

Dagens teori 

Over middag arbejdede vi med dagens teori. Jeg havde tilrettelagt det som en kombination af ekspertgrupper og den varme stol. To grupper arbejdede med hver sin teoretiker og den sidste gruppe arbejdede med spørgsmål i relation til praksis.

Derefter samledes vi, stillede bordene op i henholdsvis et ekspertpanel (de to grupper, som var eksperter på henholdsvis Schön og Dewey). Den tredje gruppe stille derefter deres første spørgsmål:

Eleverne har stegt en kylling 1 time ved 200 grader, den er blevet tør!
Hvad gør vi som undervisere?


"Schön ekspertgruppen" bød ind med nogle bud, som blev suppleret af "Dewy ekspertgruppen". Hvilket gav en længere dialog om muligheder, valg og flere praksiseksempler.

De studerendes konklusion på den måde at arbejde med stoffet var, at det dels gav en mulighed for konsolildere deres viden, men også at det gav mulighed for at diskutere ligheder mellem de to teretikere. En kritik kunne være, at de to teoretikers tilgang til læring og læreprocesser, måske var for ens, hvis man ønskede dynamik i diskussionen om fordele og ulemper i de muligheder, som ekspertgrupperne fremførte.

Bloggen og teknik

Og så blev der alligevel til sidst tid til lidt snak om bloggens tekniske udfordringer. Vi repeterede muligheden for at og grundene til at indlejre samt hvordan man indlejrer 3-parts teknologier.

Det er ikke let, synes holdet, og det udfordrer dem. Men man må sige, at de studerende går til opgaven med entusiasme. En af de studerende har allerede implementeret bloggen i egen undervisning. Han bygger så at sige skibet mens han sejler.

Efter undervisningen 

Næste gang vil jeg forsøge at stramme rammerne for gruppernes arbejde op, det samme skal ske for diskussionerne i plenum. Vi får ofte lukket op for Pandoras æske, grundet de studerendes righoldige viden og erfaring, og det i en grad, så det kan være svært at holde fokus.

Der ingen tvivl om, at gruppearbejdet giver meget i forhold til at få talt om og forstå teorierne, men som flere understregede mangler vi nogle konklusioner. Vi har talt om, at der ikke i et pædagogisk fag kan opstille nogle facitter, men vi burde kunne nå frem til nogle handleanvisninger, som vi kan relatere til praksis. Jeg har lagt op til i planlægningen, at der skal bruges tid på at skrive i bloggen. Men i praksis har jeg ikke været tilstrækkelig konsekvent i forhold til at igangsætte det.

onsdag den 22. august 2018

Anden undervisningsdag

En med mange bolde i luften! Først og fremmest fik vi en koordinator: Mikkel, så både de studerende og vi fra KP har en fast kontaktperson på Esnord. Dejligt! Dernæst fik vi den sidste manglende deltager på Intrapol, så nu skulle denne digitale platform også være tilgængelig for alle.

Derfor lige en kort opridsning af, hvad vi anvender de 3 digitale platforme til.

Intrapol

Læringsplatform for Københavns Professionshøjskole (KP) - de studerende tilknyttes her ved optagelse på studiet. Som undervisere er vi forpligtet på at lægge litteraturliste og lektionsplan, studiekontoret ligger desuden meddelelser til de studerende her. Vi kan også kalde Intrapol for vores digitale campus.

Vi har på holdet talt en del privatlivspolitik, persondata m.v. og derfor aftalt at:
- personlige oplysninger, som vores gmail lægges i Intrapol / meddelelser
- bloggens url, dvs den unikke adresse til den studerendes blog lægges i Intrapol /meddelelser 
- undervisers personlige feedback til bloggens layout m.v. lægges i Intrapol / meddelelser, som en kommentar til ovenstående medelelse.
- link til de videooptagelser, som generes i forbindelse med fremlæggelser m.v., videoerne lægges fysisk på Dreambroker, KP´s lukkede kanal, hvor studerende på KP har adgang.

De studerendes blogge og underviserbloggen

Bloggene fungerer som de studerendes arbejdsportfolioer, hvor de lægger beskrivelser af eksperimenter, noter til og fra undervisningen, indlejrer 3.parts teknologier som fx Thinglink og hvad der ellers synes nødvendigt og interessant i forhold til studiet.

Undervisernes blog (denne) fungerer som hub, knudepunkt, for de studerende. Se listen til højre over de aktuelle studerende.

iPraxis

iPraxis er eller skal være Esnord´s digitale platform. Her venter vi endnu på nogle rammer /valg (læs digital strategi eller lign.), som retningsgivende for de rammer, som vi skal agere indenfor.

Dagens lektioner

Efter ønske fra flere af de studerende som ønsker at samle alt deres studiemateriale i bloggen, har jeg lovet at indlejre (embed) mit oplæg til dagens undervisning i bloggen. Så man enten kan linke eller blogge om indlægget i egen blog.

Jeg har benyttet Slideshare herunder. En forklaring til hvad Slideshare er og hvordan teknologien anvendes findes i sidst i dette indlæg.

Mit oplæg

Uv.dag 2 - Esnord from Freelance


Det er lidt overdrevet at kalde det oplægget, eftersom jeg undervejs i løbet af dagen rettede lidt til hist og pist. Ovenstående er derfor slutresultatet. I forbindelse med repetitionen af teknik (blog) havde jeg tænkt, at vi kunne tage fat i de nævnte elementer med det samme. Istedet valgte jeg at lægge en begyndende etablering af en blogosfære ind undervejs i forbindelse med gruppernes arbejde. Fx skulle grupperne hver især skrive et indlæg, som de studerende derefter kunne blogge videre om i deres egen blog. Dvs at øvelsen bestod i at finde frem til et indlæg hos en medstuderende og blogge specifikt om dette via muligheden nederst i blogindlægget (man vælger B, hvis det er i blogger.com, man skriver et indlæg):



Mit eksempel kan ses i indlægget om Thinglink

De fleste studerende har på deres blog gadgeten "Blogliste", som svarer til vores liste til højre "studerendes blogge".  Vi har aftalt, at de der endnu ikke har fået en personlig feedback på deres blogs layout, får det på Intrapol i løbet af de næste dage.

Drama

Efter have arbejdet med de forskellige læringstyper:
  • Kumulativ læring
  • Assimilativ læring
  • Akkomodativ læring
  • Transformativ læring
afsluttede grupperne med en dramatisering af den valgte læringstype. Det gav et dejligt friskt pust til dagen og der var nogle spændende bud. De er filmet og bliver lagt internt på en kanal i Dreamboker. Gruppen der arbejdede med Assimilativ læring gav et bud på, hvordan man lærer tømrersangen og forklarede hvorfor, der var tale om en tilføjende læring, Gruppen der arbejdede med akkomodativ læring gav et eksempel på en læringssituation, hvor eleven lærer at anvende et bestemt værktøj og hvordan eleven i en anden kontekst forstår at resonere sig frem til, hvorfor værktøjet også kan anvendes her, dvs. at der er tale om en overskridende læring. Den sidste gruppe som arbejdede med transformativ læring gav et eksempel på, hvorledes en radikal omskoling kan medføre en forandret identitet.

Nye aftaler 

På studiedagen eller et andet tidspunkt før næste uv-gang skal de studerende observere i praksis. Ikke deres egen, men de skal lave en aftale med en kollega. Og vi har aftalt, at de skal være tydelige om, hvorfor de observere, hvordan de vil gøre det og hvad de skal bruge deres observationer til.
I studiegruppen skal de aftale designerne for observationen, hvis formål er at forsøge at se om det er muligt at genkende eller se de forskellige læringstyper i praksis vha. de nøgle eller signalord, som de har arbejdet sig frem til i løbet af dagen. 
Vi vil efterbehandle observationerne næste uv.-gang.

Thinglink

Tidligere på Esnord har vi også arbejdet med teknologien Thinglink. Læg mærke til de mange muligheder som et interaktivt billede åbner op for:

Digitale teknologier: Log - 2. undervisningsgang ES Nord: Egne overvejelser om fremtidige tiltag Temaet for dagens lektioner var DigiTek og læring. Og indholdet af dagen var planlagt sådan: ...

torsdag den 16. august 2018

Første undervisningsdag (Felicia)

Dagens dagsorden
Hanne og jeg har aftalt, at vi på alle undervisningsgange følger den samme struktur for dagen. Strukturen skal skabe en rød tråd gennem forløbet, og skal sikre, at vi kommer omkring tekster, en (digitalt medieret) øvelse og arbejdet med portfolioer på hver undervisningsgang.



Højt energiniveau og massere af nysgerrighed
Jeg oplevede, at der var en god energi, og en nysgerrighed overfor det nye, vi sammen træder ind i. Selvom de færreste havde haft mulighed for at forberede sig til undervisningen, var alle aktive og engagerede i de drøftelser, vi sammen havde.

Formiddagen var lidt tung med en del teorigennemgang, så jeg oplevede, at det fungerede godt, at eftermiddagen var afsat til gruppearbejde og aktivt engagement i en øvelse.

Jeg forsøger at undgå at stå og forelæse om teksterne, og jeg oplever, at det er vigtigt at bryde op en gang imellem, så vi sammen kan få inddraget og relateret til lærernes praksis undervejs.

Dagens øvelse/dagens digitale teknologi
Rammen for forløbet på Esnord er blandt andet defineret ud fra et ønske om en rød tråd, hvor digitale teknologier spiller en væsentlig rolle. Vi bestræber os derfor på at udvikle øvelser, der selvfølgelig først og fremmest er meningsfuld for de studerendes læreproces, og som dernæst tager udgangspunkt i en digital teknologi, hvis denne kan bidrage positivt til det læringsmæssige udbytte af øvelsen.

Formålet med dagens øvelse var tredelt:
  1. De studerende skulle lære at bruge Thinglink og blive inspireret til at bruge teknologien, I deres egen undervisning
  2. De studerende skulle arbejde tekstnært med den litteratur, der var udgangspunkt for modulet. Dette formål tog særligt udgangspunkt i en forventning om, at de studerende ikke havde haft mulighed for at forberede sig til undervisningen.
  3. De studerende skulle samarbejde og videndele med udgangspunkt i metoden "Ekspertpuslespil" der tager udgangspunkt i Collaborative Learning.

Læringstrekant i Thinglink som eksempel til studerende




Opmærksomhedspunkter i forhold til teknologien
Det er vigtigt, at vi er tydelige i, hvad formålet med en teknologi er, og hvordan den adskiller sig fra arbejdet med portfolien. Teknologien må ikke opleves som "teknologi for teknologiens skyld". Jeg synes, at arbejdet med Thinglink var en mulighed for at give et visuelt overblik over de tre dimensioner, som Illeris' læringsbegreb indeholder. Jeg glemte at evaluere de studerendes oplevelse med at arbejde med teknologien, og her efter undervisningsdagen kan jeg derfor være i tvivl, om de synes, at det var meningsfuldt.

God og visuel introduktion til Illeris' læringsteori 
Illeris kan være svær at læse, og jeg håber, at mit tip om at læse sammenfatningen før man kaster sig over et kapitel, kan være med til at give de studerende en overblik over de væsentligste pointer i kapitlerne, så de har en form for ledetråd, når de dykker ned i teksterne.

Jeg har fundet denne introduktion til Illeris' på youtube, som jeg synes giver et meget godt overblik. 


onsdag den 15. august 2018

Hjælp og vejledninger til at arbejde med bloggen

Herunder er der listet en række eksempler og støtte til arbejdet med bloggen. Alle eksempler er hentet fra egne blogge udfærdiget i blogger.com

Eksempler

Indlejring (embed) af 3.parts teknologier.


Videoforklaring

Indlejring (embed) af en Youtube video på bloggen: https://youtu.be/ntiDKKtoFUA

Playliste, videohjælp til arbejdet med forskellige elementer i bloggen (blogger.com): https://youtu.be/M378utUgeUw

tirsdag den 14. august 2018

En invitation - gratis deltagelse og inspiration

Torsdag d. 23. august 2018 er det muligt at deltage i

ERHVERVSSKOLE EVENT 2018:
DEN DIGITALE ERHVERVSSKOLE

på NEXT Uddannelse, København.

Læs mere om programmet og oplægsholderne m.v. på itslearning

torsdag den 9. august 2018

Log - introdagen

Sommerens varmeste dag og alligevel en dejlig og udbytterig dag.

Dagens agenda


Dagens agenda var stram, og vi måtte skære hist og pist. Vi startede ikke til tiden grundet en række logistiske udfordringer, som vi har listet og internt tager fat på i forhold til fremtidig undervisning og opstart.

Vi skar de steder, hvor vi fornemmede, at vores studerende havde en vis basisviden fx i forhold til læsestrategier samt det at være studerende, og i forhold til de områder, hvor det via links er muligt at fordybe sig efterfølgende.

Præsentation af holdet og underviserne

Vi har lagt en kort præsentation af os i et indlæg, som kan fremsøges ved at følge etiketten "profil". De studerende har alle, som deres første indlæg, skrevet den præsentation, som deres makker gav af dem. Senere vil vi under Gadgets ligge en linkliste til vore studerendes blogge, således at denne underviserblog kommer til at fungere som et samlingspunkt (hub) for holdet.

Hvad kunne vi ændre på

Gruppedannelse

Umiddelbart når vi ser tilbage på en dejlig dag, tænker vi, at håndteringen af etableringen af studiegrupperne kunne have være taklet mere elegant. Vi bør derfor overveje andre muligheder end den anvendte; hvor vi først drøftede ønsker, som var meget enslydende, og derefter dannede 3 grupper i en proces, der kom til at bære lidt præg af først til mølle princippet.

Det var til gengæld inspirerende og opløftende at høre de ambitioner, de studerende har for deres studiegrupper og deres uddannelse generelt.


Oprettelse af blogs som ePortfolio

Vi havde lagt denne del sidst på dagen og havde talt om, at der skulle god tid til denne proces. Desværre manglede vi tid, da vi kom hertil og processen blev derfor meget instruktiv med en ret stram styring. På andre hold har vi bedt de studerende oprette konti før fremmøde, hvilket var umuligt her, eftersom vores første kontakt med de studerende var i dag. En løsning kunne måske være at lave en kort video-introduktion, som de studerende kunne arbejde med enten to og to eller individuelt. Vores pragmatiske løsning blev at forsøge at "nå" det vigtigste og "skubbe" det resterende til de efterfølgende undervisningsgange.

onsdag den 8. august 2018

Lidt om Hanne og Felicia

Kort præsentation af Hanne:
Teknisk assistent indenfor Bygge- og anlæg (1979)​
- ansat i ingeniør og arkitektfirmaer i ind- og udland med produktudvikling, CAD og 3D​

Folkeskolelærer m. linjefag i matematik, dansk, historie og billedkunst (2002)​
Master i Informations- og kommunikationsteknologi og Læring (MIL) (2005)​
- ansat i UC Syd (2002)/ lektor m. fokus på udv. af e-læring og it-didaktisk design​
- ansat som lektor (2014) Metropol / NCE, KP / NCE​ som underviser på DEP

Født og opvokset i Brønderslev, Vendsyssel. Har boet i Aalborg, Katrineholm (Sverige), Herning, Haderslev, Solrød og nu Karlslunde.​
Privat: Gift og har 2 voksne børn og 5 børnebørn.​

Elsker at læse, rejse og lave mad ;-) Aktiv motionsløber og -svømmer og sejler havkajak.

Kort præsentation af Felicia:
Inden jeg tog min uddannelse, arbejdede jeg en del år som tjener og barchef i Strædet i København.

Jeg er uddannet bachelor i Kommunikation og Pædagogik fra Roskilde Universitet og har efterfølgende taget min kandidat på Danmarks Pædagogiske Universitet i Pædagogisk sociologi med tilvalgsfag i vejledningspædagogik.

Jeg har arbejdet i Nationalt Center for Erhvervspædagogik ved Københavns Professionshøjskole siden 2014. Først som uddannelseskonsulent, med ansvar for uddannelsesudvikling i tæt samarbejde med undervisere og erhvervsskoler og nu som underviser på DEP.

Født og opvokset i Købehavn K, har flyttet en del, men aldrig bevæget mig ud på den anden side af broerne. De sidste fire år har jeg boet i en lejlighed på Nørrebro med min kæreste og min kat.

Stor fan af dårlige serier, gode bøger og lækker mad. Jeg løber også, men sjældnere end jeg vil. Og så hækler jeg karklude, babytøj og hvad jeg ellers kan finde på.