tirsdag den 23. oktober 2018

Første undervisningsdag på modul 2


Introduktion til didaktikbegrebet

Med udgangspunkt i Hiim og Hippes didaktiske relationsmodel og Jank og Meyers 'didaktikkens ni hv-spørgsmål' var omdrejningspunktet for dagens undervisning en introduktion til didaktikbegrebet og arbejde med den didaktiske relationsmodel. Nedenfor er slides til dagen.  



Slides uv.dag1 didaktikbegrebet from FeliciaLB

Studiegrupper

Vi startede med at drøfte formålet med og sammensætningen af studiegrupper på modulet. Vi afsluttede studiedagen den 12. oktober med et forsøg på at danne studiegrupper non-verbalt på baggrund af eksplicitte forventninger og ønsker til arbejdet. Det fungerede desværre ikke så godt måske blandt andet fordi, at holdet er for småt til sådan en øvelse (syv studerende), og fordi en studiegruppe fra sidste modul ønskede at holde fast i deres gruppe på dette modul. Der har været forvirring om, hvad formålet med studiegrupperne er, hvordan de knytter sig til eksamensgrupper o.lign. Vi fik en god snak, hvor jeg fik forklaret, hvad vi har haft af tanker ifbm. gruppesammensætning, og de studerende fik givet udtryk for, hvad de havde brug for at få uddybet.

Et meget lille hold

Holdet var småt på modul 1 med ni studerende. På dette modul 2 er vi kun syv studerende. I dag var to syge, så der var kun fem studerende til undervisningen. Det stiller nogle særlige krav til tilrettelæggelse af undervisningen, som jeg stadig har svært ved at få defineret, men jeg synes, at dagens undervisning lykkedes godt især fordi de studerende er meget aktive og gode til at bringe eksempler på deres egen praksis i spil, når vi sammen gennemgår noget teori.

Jeg skal have gjort mig nogle tanker om, hvordan jeg skal gribe holdstørrelsen an, når jeg tilrettelægger min undervisning. Hvordan sikrer jeg mig, at vi ikke ender med at bekræfte hinanden, uden at nå til at stille de kritiske spørgsmål? Eller sætte andre perspektiver på? Hvordan kan vi arbejde konstruktivt med feedback, når vi altid får den af de samme medstuderende? Der er sikkert mange andre elementer, der også skal tænkes igennem.

Eftermiddagens øvelse

De studerende skulle bruge hele eftermiddagen på at analysere et undervisningsforløb med udgangspunkt i den didaktiske relationsmodel, suppleret af Jank og Meyers ni spørgsmål. Jeg tror, at det er en fordel, at hver undervisningsgang tilrettelægges, så de studerende udvikler undervisningsforløb med udgangspunkt i teorien, så de får arbejdet i dybden med materialet, og så de har konkrete undervisningsforløb, som de kan prøve af i deres praksis. Når der ikke er flere på holdet, bliver øvelsen dog at "holde snuden i sporet". Det må meget gerne være hyggeligt, men tiden skal også bruges på at arbejde med og forstå teorien knyttet til konkret undervisningspraksis. 

mandag den 15. oktober 2018

Introdag på Undervisningsplanlægning og didaktik

Første dag på andet modul

Vi har i denne omgang valgt at dele introdagen op i tre dele: 1) Generel introduktion til modul, lektionsplan, eksamen og studiegruppearbejde, 2) Oplæg om digital dannelse og læring, 3) Dannelse af studiegrupper.

Introduktion til modulet

Vi indledte dagen med at introducere til modulets læringsmål i relation til læringsmålene for modul 1, for at tydeliggøre, hvordan det nye (didaktisk teori) adskiller sig fra det, vi har beskæftiget os med på modul 1 (læringsteori).

Undervisningsdage og studiedage

Vi oplevede på modul 1, at de studerende havde svært ved at nå at arbejde i studiegrupper på studiedagene, fordi læsningen af teori tog lang tid. Vi har derfor struktureret dagene anderledes på modul 2.

På studiedagene skal de studerende selvstændigt læse og arbejde med teksterne til den kommende undervisningsdag. Det skal de ud fra ni hv-spørgsmål, som vi introducerede dem for i dag, og som vi kommer til at gå i dybden med på første undervisningsdag. De ni spørgsmål skal fungere som en støtte til at finde væsentlige pointer i teksterne til undervisningen. De studerende skal derudover notere, hvis der er noget, som de finder særligt vanskeligt at forstå.

På undervisningsdagene vil vi om formiddagen gennemgå teorien med udgangspunkt i de noter, de studerende har gjort sig på den forudgående studiedag. Derudover vil vi om formiddagen afsætte tid til at skrive refleksioner i bloggen og til at introducere til en didaktisk model eller metode.
Hele eftermiddagen (efter frokost) er afsat til at arbejde i studiegrupperne med at udvikle et undervisningsforløb, der knytter sig til dagens tema. Dagen afsluttes med, at studiegrupperne skal præsentere deres undervisningsforløb og modtage feedback fra deres medstuderende.

Tidligere har vi haft flere øvelser i løbet af en undervisningsdag, men vi har oplevet, at tiden har været for knap, og at der er behov for at arbejde i dybden frem for i bredden.

De studerende tog godt i mod den nye struktur, og vi glæder os til at se, hvordan forløbet bliver.

Eksamensintroduktion

På sidste modul brugte vi ikke lang nok tid på eksamensintroduktion den første dag. Det medførte, at en del af de studerende følte sig utrygge i forhold til selve eksamenssituationen og frustrerede ift. at de manglende viden om prøveformen - synopsis.

I dag præsenterede vi de studerende for en ramme for deres synopsis, og vi har besluttet, at de studerende på hver undervisningsdag skal arbejde med deres undervisningsforløb med udgangspunkt i den præsenterede ramme. På den måde håber vi, at det vil træne dem i at formulere en skarp problemstilling, og at det vil forberede dem bedre på den synopsis, de skal aflevere i forbindelse med eksamen.

Slides fra dagen



Introdag til intrapol from FeliciaLB


Digital dannelse og læring

Vi er endnu afklarede i forhold til, hvordan Esnord ønsker, at vi skal arbejde med digitale værktøjer som et underliggende pædagogisk element gennem hele diplomuddannelsen. Vi har derfor valgt at afvente en afklaring, før vi begynder at inddrage platformen Praxis Online i undervisningen.

I stedet har vi valgt, at Hanne på introdagen for modul 2 holder et oplæg om digital læring og dannelse, hvor de studerende dels skal forholde sig til hvad begreberne dækker, hvorfor det er interessant at beskæftige sig med digital læring og -dannelse, og hvordan man kan arbejde med det.




Som det fremgår af slides nr. 20 (anden sidste), bad vi de studerende om at notere deres indput på en padlet. Desværre fungerede teknikken ikke i første omgang! Men herunder ses den padlet vi endte op med at anvende, desuden er her et link til den padlet, som blev udfyldt i forbindelse med den Erhvervsskole Event 25. august 2018, hvor Hannes oplæg blev holdt første gang.

Made with Padlet

Studiegrupper

På modul 1 dannede vi studiegrupper, som skulle samarbejde på studiedagene forud for undervisningen. Der er en række forhold, der gør, at vi har besluttet, at disse studiegrupper skal revurderes og gendannes på introdagen. Den beslutning hænger sammen med:

  • Et af læringsmålene for modulet er, at de studerende opnår kompetencer til at indgå i tværprofessionelt samarbejde om udvikling af det erhvervspædagogiske praksisfelt.
  • Vi er nu syv studerende i stedet for ni studerende
  • En studiegruppe med to studerende er for sårbar ift. sygdom o.lign. 
  • Studerende i en studiegruppe skal kunne udfordre og støtte hinanden konstruktivt i studiegruppearbejdet. 
Vi har drøftet, at vi ønsker studiegrupper, hvor de studerende samles på tværs af fag. Derudover er to af studiegrupperne fra modul 1 reduceret til kun at være to studerende, og vi ønsker, at en studiegruppe er på mere end to studerende. Endelig skal studiegrupperne sammensættes på en måde, så de studerende i en gruppe både udfordrer og støtter hinanden - konstruktivt.

mandag den 1. oktober 2018

Fælles vejledningsdag 1. oktober 2018

Fælles vejledningdag

Vi havde forud for vores fælles vejledningsdag gjort vores drejebog tilgængelig for de studerende. Vi drøftede den ikke i fællesskab på dagen, men vi havde indtryk af, at de studerende var klar over, hvad dagen skulle handle om, og hvordan vi skulle arbejde med vejledningen. Det gav ro til at gå i dialog om de mange spørgsmål og det store behov for afklaring der typisk er, når eksamen nærmer sig med hastige skridt.

I forhold til drejebogens disponering af tiden, justerede vi flere gange undervejs. For eksempel tog fremlæggelserne længere tid end vi havde afsat. Vi talte på vejen hjem om, at det er en vigtig pointe, vi skal have med i det videre forløb: Tidsplanen skal, som i dag, indeholde så meget luft, at det er muligt at foretage sådanne justere undervejs. Derigennem kan vi støtter op om de  processer, der er i gang i undervisningsrummet.

Opponentgrupper og fælles vejledning

Vi præsenterede kort de studerende for en oversigt, der gjorde det tydeligt, hvad de studerende skulle forholde sig til i forhold til at kunne give hinanden feedback på deres første udkast til deres synopsis. Rammen for opponenternes feedback kunne set i bagspejlet godt have været lagt ud tidligere.

Vi havde derudover givet dem en ramme for deres synopsis, som vi havde bedt dem om at udfylde. Det var en ramme, som også dannede baggrunden for deres fremlæggelser.

De fleste var kommet langt i denne proces, og rammen for en synopsis lod til at give mange en retning for deres arbejde, og en mulighed for at fordybe sig i noget konkret. Der var dog også nogle, der kunne have brugt mere tid på at drøfte synopsen, inden de blev "tvunget" til at skulle lave et første udkast.

Generelt på modulet, og særligt på sådan en dag som i dag, bliver det tydeligt for os, at de studerende vil hinanden, og at de tager hinanden meget alvorligt. De engagerer sig i hinandens problemstillinger, og de stiller spørgsmål og kommer med forslag. Vi oplever, at de studerende i mange tilfælde kan give hinanden en sparring, som vi som undervisere ikke kan, fordi de i nogle tilfælde forstår hinanden bedre, og måske oplever, at de er i samme situation.

Det tager vi med videre

Når de studerende engagerer sig i dialoger og samtaler, kan det være forstyrrende, at vi med ét beder dem om at stoppe og vende tilbage til den fælles dialog i plenum. Vi vil derfor fremover forsøge at være bedre til, at vi i god tid siger til, når vi skal tilbage til plenumdialog. Det kan forstyrre, afbryde og ødelægge en god proces - et flow - hvis gruppedialogerne ikke får en naturlig afslutning - et punktum. 

Desuden har vi efterfølgende drøftet, at vi måske skal undlade at gå i dialog om rammen for en synopsis, da det ofte kan udvikle sig, men blot fastholde at det er den form vi anbefaler. Løsningen kan dog også være, at vi præsenterer ramme og form for modulopgaven allerede i forbindelse med introen. Det er pt det vi tænker, at vi gør på modul 2.