onsdag den 22. august 2018

Anden undervisningsdag

En med mange bolde i luften! Først og fremmest fik vi en koordinator: Mikkel, så både de studerende og vi fra KP har en fast kontaktperson på Esnord. Dejligt! Dernæst fik vi den sidste manglende deltager på Intrapol, så nu skulle denne digitale platform også være tilgængelig for alle.

Derfor lige en kort opridsning af, hvad vi anvender de 3 digitale platforme til.

Intrapol

Læringsplatform for Københavns Professionshøjskole (KP) - de studerende tilknyttes her ved optagelse på studiet. Som undervisere er vi forpligtet på at lægge litteraturliste og lektionsplan, studiekontoret ligger desuden meddelelser til de studerende her. Vi kan også kalde Intrapol for vores digitale campus.

Vi har på holdet talt en del privatlivspolitik, persondata m.v. og derfor aftalt at:
- personlige oplysninger, som vores gmail lægges i Intrapol / meddelelser
- bloggens url, dvs den unikke adresse til den studerendes blog lægges i Intrapol /meddelelser 
- undervisers personlige feedback til bloggens layout m.v. lægges i Intrapol / meddelelser, som en kommentar til ovenstående medelelse.
- link til de videooptagelser, som generes i forbindelse med fremlæggelser m.v., videoerne lægges fysisk på Dreambroker, KP´s lukkede kanal, hvor studerende på KP har adgang.

De studerendes blogge og underviserbloggen

Bloggene fungerer som de studerendes arbejdsportfolioer, hvor de lægger beskrivelser af eksperimenter, noter til og fra undervisningen, indlejrer 3.parts teknologier som fx Thinglink og hvad der ellers synes nødvendigt og interessant i forhold til studiet.

Undervisernes blog (denne) fungerer som hub, knudepunkt, for de studerende. Se listen til højre over de aktuelle studerende.

iPraxis

iPraxis er eller skal være Esnord´s digitale platform. Her venter vi endnu på nogle rammer /valg (læs digital strategi eller lign.), som retningsgivende for de rammer, som vi skal agere indenfor.

Dagens lektioner

Efter ønske fra flere af de studerende som ønsker at samle alt deres studiemateriale i bloggen, har jeg lovet at indlejre (embed) mit oplæg til dagens undervisning i bloggen. Så man enten kan linke eller blogge om indlægget i egen blog.

Jeg har benyttet Slideshare herunder. En forklaring til hvad Slideshare er og hvordan teknologien anvendes findes i sidst i dette indlæg.

Mit oplæg

Uv.dag 2 - Esnord from Freelance


Det er lidt overdrevet at kalde det oplægget, eftersom jeg undervejs i løbet af dagen rettede lidt til hist og pist. Ovenstående er derfor slutresultatet. I forbindelse med repetitionen af teknik (blog) havde jeg tænkt, at vi kunne tage fat i de nævnte elementer med det samme. Istedet valgte jeg at lægge en begyndende etablering af en blogosfære ind undervejs i forbindelse med gruppernes arbejde. Fx skulle grupperne hver især skrive et indlæg, som de studerende derefter kunne blogge videre om i deres egen blog. Dvs at øvelsen bestod i at finde frem til et indlæg hos en medstuderende og blogge specifikt om dette via muligheden nederst i blogindlægget (man vælger B, hvis det er i blogger.com, man skriver et indlæg):



Mit eksempel kan ses i indlægget om Thinglink

De fleste studerende har på deres blog gadgeten "Blogliste", som svarer til vores liste til højre "studerendes blogge".  Vi har aftalt, at de der endnu ikke har fået en personlig feedback på deres blogs layout, får det på Intrapol i løbet af de næste dage.

Drama

Efter have arbejdet med de forskellige læringstyper:
  • Kumulativ læring
  • Assimilativ læring
  • Akkomodativ læring
  • Transformativ læring
afsluttede grupperne med en dramatisering af den valgte læringstype. Det gav et dejligt friskt pust til dagen og der var nogle spændende bud. De er filmet og bliver lagt internt på en kanal i Dreamboker. Gruppen der arbejdede med Assimilativ læring gav et bud på, hvordan man lærer tømrersangen og forklarede hvorfor, der var tale om en tilføjende læring, Gruppen der arbejdede med akkomodativ læring gav et eksempel på en læringssituation, hvor eleven lærer at anvende et bestemt værktøj og hvordan eleven i en anden kontekst forstår at resonere sig frem til, hvorfor værktøjet også kan anvendes her, dvs. at der er tale om en overskridende læring. Den sidste gruppe som arbejdede med transformativ læring gav et eksempel på, hvorledes en radikal omskoling kan medføre en forandret identitet.

Nye aftaler 

På studiedagen eller et andet tidspunkt før næste uv-gang skal de studerende observere i praksis. Ikke deres egen, men de skal lave en aftale med en kollega. Og vi har aftalt, at de skal være tydelige om, hvorfor de observere, hvordan de vil gøre det og hvad de skal bruge deres observationer til.
I studiegruppen skal de aftale designerne for observationen, hvis formål er at forsøge at se om det er muligt at genkende eller se de forskellige læringstyper i praksis vha. de nøgle eller signalord, som de har arbejdet sig frem til i løbet af dagen. 
Vi vil efterbehandle observationerne næste uv.-gang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar