mandag den 24. juni 2019

Velkommen til et nyt modul

Næstsidste modul

Efter sommerferien starter vi op på femte og næstsidste modul. Vi er i løbet af foråret blevet to nye rigere, og efter sommerferien får vi endnu et nyt "medlem" på holdet. Derfor har vi også besluttet os for, at vi laver et nyt blogindlæg, hvor vi fortæller lidt om, hvorfor vi blogger, og hvordan man får oprettet en blog. Så det kan man læse meget mere om her

Ud over en ny studerende får holdet også en ny underviser. Anna har undervist på Diplomuddannelsen i Erhvervspædagogik i mange år, og brænder blandt andet for lige netop det fokus, som det kommende modul handler om - hun ved en hel masse om deltagerne i de erhvervsrettede uddannelser.

Endelig er Esnord fusioneret med Knord, og den nu kombinerede tekniske og merkantile erhvervsskole kalder sig fremadrettet Unord. Udover eventuelle nye inspirationer for de studerende får det ikke stor betydning for uddannelsen, da de studerende er så langt, at vi ikke når at tage imod deres helt nye kolleger på holdet.

Deltagerne i de erhvervsrettede uddannelser

...er titlen på det kommende modul. Vi har de sidste dage i fællesskab og på baggrund af modulets læringsmål udvalgt temaer, der skal danne rammen om undervisning, opgaver, vejledning og modulprøve.

Overordnet har modulet fokus på et evigt aktuelt tema for erhvervsskolelærerne: Den meget brogede elevgruppe, som de hver dag møder, skal forholde sig til og undervise i erhvervsuddannelserne. For eleverne på EUD er langt fra en homogen gruppe, og de store forskelligheder kræver viden og didaktiske færdigheder og kompetencer for, at lærerne kan møde eleverne, hvor de er, og udvikle, understøtte og fastholde et godt og konstruktivt læringsmiljø for den enkelte og for gruppen. 


Vi glæder os endnu engang til

... at dykke ned i de mange erfaringer med forskellige elever, som de studerende bringer med sig ind i vores undervisningsrum på DEP, og vi glæder os til at dele viden om, blive klogere på og indgå i dialog om, hvordan man som erhvervsskolelærer kan tackle forskellighederne. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar