mandag den 1. oktober 2018

Fælles vejledningsdag 1. oktober 2018

Fælles vejledningdag

Vi havde forud for vores fælles vejledningsdag gjort vores drejebog tilgængelig for de studerende. Vi drøftede den ikke i fællesskab på dagen, men vi havde indtryk af, at de studerende var klar over, hvad dagen skulle handle om, og hvordan vi skulle arbejde med vejledningen. Det gav ro til at gå i dialog om de mange spørgsmål og det store behov for afklaring der typisk er, når eksamen nærmer sig med hastige skridt.

I forhold til drejebogens disponering af tiden, justerede vi flere gange undervejs. For eksempel tog fremlæggelserne længere tid end vi havde afsat. Vi talte på vejen hjem om, at det er en vigtig pointe, vi skal have med i det videre forløb: Tidsplanen skal, som i dag, indeholde så meget luft, at det er muligt at foretage sådanne justere undervejs. Derigennem kan vi støtter op om de  processer, der er i gang i undervisningsrummet.

Opponentgrupper og fælles vejledning

Vi præsenterede kort de studerende for en oversigt, der gjorde det tydeligt, hvad de studerende skulle forholde sig til i forhold til at kunne give hinanden feedback på deres første udkast til deres synopsis. Rammen for opponenternes feedback kunne set i bagspejlet godt have været lagt ud tidligere.

Vi havde derudover givet dem en ramme for deres synopsis, som vi havde bedt dem om at udfylde. Det var en ramme, som også dannede baggrunden for deres fremlæggelser.

De fleste var kommet langt i denne proces, og rammen for en synopsis lod til at give mange en retning for deres arbejde, og en mulighed for at fordybe sig i noget konkret. Der var dog også nogle, der kunne have brugt mere tid på at drøfte synopsen, inden de blev "tvunget" til at skulle lave et første udkast.

Generelt på modulet, og særligt på sådan en dag som i dag, bliver det tydeligt for os, at de studerende vil hinanden, og at de tager hinanden meget alvorligt. De engagerer sig i hinandens problemstillinger, og de stiller spørgsmål og kommer med forslag. Vi oplever, at de studerende i mange tilfælde kan give hinanden en sparring, som vi som undervisere ikke kan, fordi de i nogle tilfælde forstår hinanden bedre, og måske oplever, at de er i samme situation.

Det tager vi med videre

Når de studerende engagerer sig i dialoger og samtaler, kan det være forstyrrende, at vi med ét beder dem om at stoppe og vende tilbage til den fælles dialog i plenum. Vi vil derfor fremover forsøge at være bedre til, at vi i god tid siger til, når vi skal tilbage til plenumdialog. Det kan forstyrre, afbryde og ødelægge en god proces - et flow - hvis gruppedialogerne ikke får en naturlig afslutning - et punktum. 

Desuden har vi efterfølgende drøftet, at vi måske skal undlade at gå i dialog om rammen for en synopsis, da det ofte kan udvikle sig, men blot fastholde at det er den form vi anbefaler. Løsningen kan dog også være, at vi præsenterer ramme og form for modulopgaven allerede i forbindelse med introen. Det er pt det vi tænker, at vi gør på modul 2.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar