onsdag den 26. september 2018

Log fra 7. undervisningsgang

Opsamling og feedback

Dagen skulle fungere som opsamling på de temaer, vi har arbejdet med i løbet af modulet samt feedback i forhold til, hvad de studerende har lært. Vi havde forud for den sidste dag lavet et forslag til, hvad de studerende skulle bruge deres studiedag til. Forslaget er hentet fra de studerendes Intrapolgruppe (lektionsplan) og er her:

Studiedagen

På den sidste undervisningsgang vil vi repetere det stof, I har læst og arbejdet med gennem modulets lektioner. Vi vil derfor opfordre jer til på studiedagen, at:

Forslag til det individuelle arbejde:

  • Gennemse de slides, der ligger for de enkelte undervisningslektioner
  • Gennemgå jeres noter på bloggen. Husk, at du er en del af holdets "blogosfære". Der, hvor du mangler noget har dine studiekammerater måske noget og omvendt.
  • Udarbejd refleksionsspørgsmål på grundlag af noter og slides fra undervisningslektionerne. Tag evt. udgangspunkt i modulets videns-, færdigheds- og kompetencemål (se vedhæftede fil, som er en kopi af disse).

Forslag til arbejdet i studiegrupperne

  • Drøfte svarene på de spørgsmål, I har udarbejdet hver især.
  • Supplere med indlæg i jeres blog, hvor I finder det nødvendigt.
Vi spurgte (desværre) ikke direkte, men vi havde i dag ikke indtryk af, at de studerende havde arbejdet i studiegrupperne ud fra vores forslag.

Vi afsluttede dagen med en fælles drøftelse af den samlede tilrettelæggelse af hele forløbet. På baggrund af denne drøftelse oplever vi, at den formodede manglende forberedelse i studiegrupper kan skyldes:
  • Udfordringen med at læse tunge teoretiske tekster, det tager tid og kan være frustrerende
  • Usikkerhed ift. at arbejde med teksterne på den måde, vi som undervisere skitserer i lektionsplanen
  • Tidspres
Fremover vil vi være langt mere opmærksomme på, at der bliver arbejdet i studiegrupperne, når vi opfordrer til det, men også på, at rammerne for studiegruppearbejdet forklares og begrundes, så det er tydeligt, hvilke tanker vi har om, hvordan arbejdet kan støtte de studerende i deres studie.

Afsættet for dagen i dag




Mindmapping

Som det fremgår af det tredje slide, var udgangspunktet for dagens arbejde i grupperne en fælles mindmapping, hvor de studerende skulle genkalde sig de temaer, begreber, teorier mm., som de har været igennem på studiet. Herefter skulle vi, gennem en fælles opsamling, udpege tre områder, vi havde brug for at få opsummeret og afslutningsvist valgte de studerende sig ind på ét af temaerne.

Vi har i toget hjem drøftet, at vi fremover skal være hurtigere til at sætte grupperne i gang med at arbejde med/drøfte de tematikker, vi vælger sammen. I dag fik vi taget lidt af luften ud af gruppernes arbejde, og det er sket før, fordi vi i plenum lader os gribe af de mange kommentarer og spørgsmål, der bliver bragt i spil. Nogle gange er det nødvendigt at bruge mere tid på de fælles plenumdialoger end planlagt, men andre gange mister vi fokus, og dialogen forvirrer mere, end den skaber retning og forståelse.

Grupperne forberedte derefter præsentationer af temaerne. Undervejs skulle en repræsentant for gruppen fremlægge det hidtige arbejde i en anden studiegruppe med henblik på konstruktiv feedback (rejsende konsulent, se slide 9). Herefter udformede grupperne den endelige  præsentation af gruppens arbejde med det respektive tema.

Vores klare indtryk af øvelsen med den rejsende konsulent, var at feedbacken understøttede gruppernes arbejde med et tema og i sidste ende deres fremlæggelser. Felicia skrev noter under fremlæggelserne, som er gjort tilgængelige for de studerende på Intrapol sammen med en oversigt over de teoretikere, vi har arbejdet med i løbet af modulet. Hanne optog præsentationerne, og videoerne lægges på vores kanal (der kun er tilgængelig via link fra Intrapol).

Refleksioner over dagens tilrettelæggelse

Fremover, dvs. på modul 2, vil vi gøre vores drejebog tilgængelig dagen før undervisningen. Fremfor en separat dagsorden for dagen, skal drejebogen udgøre denne dagsorden. det har to formål: 1) Det skal gøre hele dagens indhold tydelig for de studerende og 2) Vi håber, at det kan fremme disponeringen af tiden, fordi struktureringen bliver et samarbejde med de studerende.

Derudover benytter vi fremover et ur / tidtagning, hver gang vi igangsætter en aktivitet. Stram tidstagning skal hjælpe os alle til at holde tiden. Det betyder ikke, at der ikke skal være plads til at overskride tider i drejebogen, hvis der er behov for det. Men det skal være et redskab, der sikrer, at alle er enige om, hvornår eksempelvis 20 minutter starter (når uret igangsættes), og hvornår de slutter (når uret ringer).

Afsluttende feedback fra de studerende

Vi havde en lidt længere drøftelse vedrørerende tilrettelæggelsen, hvor nogle af de ting vi fremadrettet skal være opmærksomme på, er:

  • Mængden af den teori der skal læses
  • Måden der skal arbejdes med teorien både i forbindelse med undervisningen og i forbindelse med studiegrupperne
  • Inddragelsen af it og begrundelserne herfor

Ingen kommentarer:

Send en kommentar