torsdag den 31. januar 2019

Afslutning af modul 3

En hård fødsel men...

Alle de studerende har givet udtryk for, at modulet har været komplekst og en stor mundfuld. Men alle fik afleveret, gik til eksamen og bestod.

Der har været mange benspænd undervejs og set i bakspejlet er der i hvert fald to punkter, som man skal have et stort fokus på, hvis man vælger at gennemføre et modul indenfor de samme rammer.

Rammerne 

Modulet er en del af et koncept, hvor de studerende gennemfører en fuld diplom. Vi har derfor blandt andet kunne arbejde med en progression i forhold til eksamensformerne. På dette modul har vi arbejdet med portfolio eksamen. Af samme grund har vi fra modul 1 arbejdet med bloggen, som et redskab til at fastholde tanker, ideer, refleksioner m.v.

Bloggene 

Flere af de studerende har været fligttige blogskrivere i forløbet her, fx har Kim lagt alle sine overvejelser omkring sin modulopgave i pædagogisk videnskabsteori ud på sin blog. Og Anne og Peter har fx forholdt sig til teorien, Mads er en øvet "YouTuber" og har bidraget med links til videoer indenfor snart alle vinkler på de temaer, der arbjedet med på de enkelte undervisningsgange.

Google docs

Vi (Jan og jeg) havde for at understøtte arbejdet med portfolioen udformet et fælles google docs, men det har ikke været en succes. Nogle af de studerende gav til sidst udtryk for, at de godt kunne se ideen med dette, men....

Obs-punkt 1

Når vi vælger ny teknologi (google docs) udfra et pædagogisk afsæt (portfolio) skal det italesættes langt mere og følges til dørs hver enkelt undervisningsgang langt mere strukturet end vi har gjort.

Obs-punkt 2

Vi bør ligeledes sikre os, at hver enkelt studerende har et dilemma eller problemstilling fra dag 1. Specielt når vi i rammesætningen af de enkelte undervisningsgange har valgt, at de forskellige videnskabssyn m.v. skal danne baggrund for optikker at betragte dilemmaet på.

Det er ikke optimalt for den studerende at skulle bruge energi til slut i modulet på at vælge et dilemma. Og det skaber en voldsom frustration, når der kun er to dage til at skrive modulopgaven efter den sidste undervisningsgang.

Eksamen

Trods de stramme tidsmæssige rammer, manglende fokus på et dilemma og kompleksiteten i modulet, blev modulprøven en god oplevelse for os alle. De studerende præsenterede nogle interessante problemstillinger, som vi fik nogle gode drøftelser om.  Og flere af de studerende har arbejddet med områder, som de har lyst til at folde ud i deres afgangsprojekt. 

onsdag den 23. januar 2019

onsdag den 16. januar 2019

Metode og metodologi

3. undervisningsdag 

Metode og metodologi var temaet for 3. undervisningsdag på pædagogisk videnskabsteori. Dagens slides herunder.


Uv.dag 3, Esnord - 16.01.2019 from Københavns Professionshøjskole (KP)

Vi fulgte ikke rækkefølgen i oplægget. Der var mange bolde i luften. Et af de områder der især pressede på, var form og struktur for modulet.

Modulets form

Forløbet er meget kort og meget komprimeret. I tilrettelæggelsen har vi derfor vægtet, at de studerende, som forberedelsen til første undervisningsdag, havde formuleret et dilemma fra deres daglige praksis. På den første undervisningsgang skulle de i studiegruppen formulere en problemstilling på baggrund af det valgte dilemma.

Problemformuleringen skulle dermed være den væg, man i studiegruppen, kunne spille bold op ad, dels når teorien blev læst og bearbejdet på studiedagen og dels når den blev drøftet og relateret til praksis i forbindelse med undervisningsdagen.

For at understøtte det havde vi i planlægningsfasen udformet et google dokument til hver studiegruppe med forslag til undersøgelsesspørgsmål til de enkelte studiedage og undervisningsdage. Studiespørgsmål som også kunne støtte de studerede i at forfatte materiale (arbejdsportfolio) til den afsluttende modul-opgave (præsentationsportfolio).

Alt dette blev introduceret på introdagen, som foregik online. Alle har set og hørt materialet, der var lagt ud på introdagen. Men det viser sig nu med al tydelighed, at det først nu midtvejs i forløbet går op for de fleste af de studerende hensigten med arbejdsformen og hvorfor det er en god ide at arbejde på denne måde, når den valgte eksamensform er en portfolio-eksamen, jf. prøveform nr. 9 i studieordningen for Erhvervspædagogisk Diplomuddannelse.

Manglende fokus på problemformuleringen

En af de studerende sagde, at grunden til, at der ikke havde været fokus på en problemformulering var, at det var svært, når man ikke forstod, hvad videnskabsteori var. Hvilket fik andre til at sige, at det måske var diskussionen om "hønen og ægget", hvad kom først.

Her midtvejs i forløbet kan vi desværre konstatere, at det manglende fokus på en problemformulering og den megen diskussion i studiegrupperne om, hvad man forstår ved videnskabsteori har skabt stor frustration i flere af studiegrupperne.

En enkelte studiegruppe har været meget obs på, at deres dilemma er: Gruppedannelse. Dette fokus har hjulpet dem til at have nogle givende diskussion om deres verdenssyn, menneskesyn og vidensyn. Se fx Annes indlæg fra første undervisningsgang, hvor hun til slut i sit indlæg har en begyndende ide til nogle rammer for, hvor hun gerne vil bevæge sig hen.

Studiegrupperne fravælger at gå op sammen

Desværre har uklarheden om et videnskabsteoretisk ståsted og manglende enighed / uklarhed om valg af dilemma og dermed en klar problemformulering medført, at de fleste af holdets studerende nu har valgt at gå til modulprøven alene. Kun en enkelt studiegruppe har valgt at gå op sammen.

En enkelt undervisningsgang tilbage

Den sidste undevisningsgang sætter fokus på didaktiken og videnskabssyn. For de studerende som endnu ikke har deres dilemma og problemformulering samt et nogenlunde klart billede af, hvilket videnskabsteoretisk afsæt de vil arbejde udfra bliver det en stor udfordring.

Overvejelser

Hvad kunne vi som undervisere have gjort for, at forhindre denne udvikling? Hvor skulle vi måske have strammet op? Skulle vi fx havde forlangt og tjekket, at de studerende brugte google dokumentet løbende? Hvad betyder det for et tidsmæssigt kort modul, at det er en del af en koncept, hvor der er udformet nogle overordnede retningslinjer for strukturen af nogle andre end de, der reelt kommer til at undervise på forløbet? Hvad betyder det for de studerende og deres tilgang til studiet, at de dels er presset hårdt tidsmæssigt, men også at de ser studiet som noget de "skal". Hvad betyder det for deres studie, at de ikke er dus med at læse og diskutere udfra givne studiespørgsmål eller læsevejledninger?


fredag den 11. januar 2019

VIDENSKABSTEORETISKE POSITIONER

Det overordnede tema for dagen og hvor tanken er, at vi skal se på præmisser for produktion af viden.

På Intrapol (e-læringsplatform) har vi skrevet, at vi denne undervisningsgang vil fokusere på, hvordan forskellige videnskabsteoretiske positioner har forskellige verdenssyn og menneskesyn, hvorved der skabes forskellige syn på, hvad viden er og hvordan viden skabes og gøres til sand viden.

Læringsmål:
- At den studerende får kendskab til forskellige videnskabsteoretiske positioner og deres præmisser for vidensproduktion.

Dagens slides




Hurtige refleksioner om dagen

Kompleksiteten

Det er et meget kompleks og komprimeret modul - et fremtidigt tiltag for os som undervisere, kan være en dybtgående drøftelse af, hvad der ligger modulets læringsmål. Det skal med henblik på at forenkle og ikke komplicere, jeg kunne godt tænke mig, at vi fx kikkede nærmere på den tilgang, der er brugt på Videnskaben.dk / emnet hermeneutik

Eksamen

Det er vigtigt vi næste gang får drøftet rammer og form. Samt værdien af arbejde med et fælles dokument. 

Dialog og tiden

Det er en fantastisk dynamik, der er på holdet. Vi drøfter mange ting og alle på holdet bidrager med indput (nogle mere end andre). Det er stadig vigtigt at styre tiden stramt / undgå at vi forsætter ud af en tangent.

Nyt modul - Pædagogisk videnskabsteori - januar 2019

Nyt uv.-team, form og rammer

Der er sket meget i forhold til planlægningen af dette modul. Dels er min kollega Felicia andetsteds og hendes rolle er overtaget af en anden kollega, som højst sandsynligt ikke bidrager med indlæg på bloggen her.

Jeg vil i et senere indlæg forsøge at skitsere nogle af de rammer, der lagt for dette modul, som er en del af en samlet diplomuddannelse i erhvervspædagogik specielt tilrettelagt for Esnord.

Online intro

Men et af de tiltag, som er nyt på dette modul er en online introduktion, hvor de studerende via Intrapol (vores e-læringsplatform) blev præsenteret for rammer og form. Dels i form af tekster og slides og dels i form af video.

Adspurgt om denne form var ok, har flere af de studerende givet udtryk for, at de foretrækker et f2f møde. En af begrundelser er, at det er godt at få en dialog om hvad og hvorfor.

Eksamen - portfolio

Det viser sig også at der er flere ting omkring fx eksamen, som de ikke helt har fanget.

Fx. er der på dette modul tale om en portfolio-eksamen, hvor vi har oprettet et fælles google dokument for hver studiegruppe. Tanken var, at de studerende på studiedagen kunne supplere dokumentet med overvejelser, om fx. (hentet fra studiedagen til 2. uv.dag):

Prøv undervejs i din forberedelse at forholde dig til de to efterfølgende spørgsmål og noter dine overvejelser i dette arbejdsdokument.

Hvordan ser en genstand ud, når man bruger forskellige videnskabsteoretiske perspektiver?
Hvordan ser studiegruppens problemstilling ud, set ud fra forskellige videnskabsteoretiske perspektiver?

De studerende har absolut været flittige til at skrive i deres blog, men begrundelsen for også at arbejde med et google dokument var blevet præsenteret for uklart. Det må vi i en fremtidig planlægning rette op på.

onsdag den 5. december 2018

7. og sidste undervisningsdag på modul 2

Sidste undervisningsdag 

Tiden sammen med holdet flyver afsted, og vi er allerede ved at nærme os afslutningen af modul 2: Undervisningsplanlægning og didaktik.

Dagen i dag var en opsamling på de temaer, vi har beskæftiget os med:
Vi havde aftalt, at de studerende hver i sær på forhånd gennemgik dels egen blog dels øvrige noter og andet fra de enkelte undervisningsgange, som en repetition. I dag skulle vi så samle op på fokuspunkter, og eventuelle spørgsmål/uklare områder m.v.

Oplægget til dagen

Vi fulgte ikke dagens struktur helt stringent. Vi valgte at drøfte og afklare fokuspunkter fælles i plenum fremfor gennem præsentationer ved de studerende, da det faldt mest naturligt. Se slide nr. 5


Anden del af dagen

Her rettede vi fokus mod didaktiken i egen praksis. De studerende grupperede sig i deres selvvalgte eksamensgrupper, og gik i gang med at kikke på den problemstilling eller udfordring, som de vil arbejde med. Vi gik begge rundt og støttede grupperne i deres arbejde med idéer og muligheder, og begyndte allerede her så småt at vejlede frem mod eksamen. Herefter fremlagde grupperne med udgangspunkt i slide nr. 10:

Med udgangspunkt i udfordring fra praksis:​
  • Udvælg relevant didaktisk teori​.
  • Beskriv undervisningsforløb og udarbejd praktisk produkt​.
  • Hvilke didaktiske valg træffer I og hvorfor?​
  • Hvis I vælger at følge en model – hvilken og hvorfor?
Her kunne vi set i bagspejlet godt have været lidt skarpere i forhold til de rammer, vi havde stillet for øvelsen. Vi havde skrevet i vores noter, hvad vi skulle være obs på:
  1. Med teorierne friske i hukommelsen, skal de starte med at udvælge den/de teori(er) og evt. didaktiske model, de vil udvikle en undervisningsforløb på baggrund af​.
  2. Så skal de forestille sig, at deres kollega i morgen skal overtage deres undervisning – undervisningen skal skridt for skridt beskrives – det kan være på film, vha. billeder what ever. DETALJERET. Hvis de ikke kan nå at udarbejde det praktiske produkt, skal de kunne beskrive det​.
  3. De skal ikke nødvendigvis tage udgangspunkt i Hiim og Hippes model. Hvis de vælger at følge en model, skal de kende det hele, men zoome ind der, hvor det er relevant. Alle elementer skal beskrives! Og så skal de zoome ind et sted, hvor de skal inddrage didaktisk teori.
Men på trods af vi ikke var så gode til at følge ovennævnte, fik vi nogle fine fremlæggelser fra de studerende, som gav et godt indblik i, hvor de var i deres proces samt en udmærket drøftelse af, hvordan de kommer videre.

Vejledninger

Før eksamen skal der være to vejledninger. En video-vejledning, hvor de studerende lægger deres foreløbige synopsis på Intrapol, vi sender en video retur, hvor vi gennemgår det fremsendte og giver feedback i forhold til deres valg af problemstilling, teori, model og praksis produkt. Se slide nr. 8, som gennemgår kravene til modulopgaven.

tirsdag den 27. november 2018

6. uv.-dag: Klasseledelse, dannelse og kompetence

I dag har vi haft fat i det tungere teoretiske stof. Vi har drøftet klasseledelse samt talt om og diskuteret dannelse og kompetencer vha. Klafki og Illeris.

Dagens oplæg




Refleksionspørgsmål

De studerende (vi var i dag 6 studerende) formulerede to og to et refleksionspørgsmål, som de skullee forsøge at få svar på undervejs i den efterfølgende fælles drøftelse / gennemgang af dagens teori, jf. slide nr. 7:

Udform et refleksionspørgsmål, som du/I vil forsøge at få et svar på gennem vores fælles drøftelse af dagens tekster, noter spørgsmålet i bloggen.

Spørgsmålene blev

1. Hvordan skaber vi et overblik over Klafki og hvordan kan vi anvende hans teori?
2. Kan man udvikle kompetencer, hvis man ikke er alment dannet?
3. Hvordan forholder erhvervsskolerne sig til dannelses- og kompetencebegrebet?

Didaktiske overvejelser

Min tanke var, at vi på den måde kunne bearbejde stoffet med baggrund i de studerendes perspektiv. De studerendes afsluttende opsamlingen på forløbet fremgår af deres blogge, hvor de har givet deres bud på nogle svar. Anne og Casper har forholdt sig til det første spørgsmål, Mads og Kim til det andet og Daniel og Amjad til det sidste.
                 

Dagens studiegruppeopgave

Det er altid svært, når vi efter drøftelserne af teorien skal forholde os til, hvordan og hvad teorien kan bidrage med til vores praksis. Og jeg tror, at vi alle blev en lille smule overraskede, da vi så og hørte, hvordan gruppen bestående af Mads, Daniel og Amjad med afsæt i kompetenceblomsten af Illeris, gav et eksempel på, hvordan de som vikarer på en undervisningsdag gennem dialog og spørgsmål kunne samle op på deres elevers kompetencer i forhold til et specifikt fagligt område. Og på den måde vurdere, hvad vikardagen skulle sætte fokus på. 

Anne, Casper og Kim gav et bud på, hvordan man med afsæt i teorien kunne argumentere for, at AMU-kursisten, der skal erhverve sig et stort kørekort, også skal arbejde med emnet kost og sundhed. 

Næste = sidste uv.dag

Felicia og jeg har planlagt dagen som en opsamling på modulet. Jeg har aftalt med de studerende, at de går gennem deres noter på bloggen og samler op på de enkelte undervisningsgange med det formål at kunne bidrage med viden om, færdigheder i og kompetencer til at arbejde med de konkrete emner, fx. feedback, når vi på den sidste undervisningsdag arbejder med studiegruppeopgaven. 

Forskellen i forhold til de andre studiegruppeopgaver bliver denne gang, at vi forsøger at bringe flere perspektiver og aspekter i spil end blot fx. viden om feedback.


onsdag den 21. november 2018

Femte undervisningsdag på modul 2: Helhedsorienteret undervisning og PBL

Et forsøg med eksemplarisk undervisning

I dag skulle vi arbejde med temaerne helhedsorienteret undervisning og problembaseret læring (PBL). Jeg havde besluttet mig for at forsøge at tilrettelægge min undervisning med udgangspunkt i principper fra PBL.


Gennemgang af dagen

Jeg indledte dagen med at fortælle, at jeg ville forsøge at være eksemplarisk ift. at inddrage PBL-principper (teori fra en af dagens tekster) i min undervisning. 

Efterfølgende gennemgik vi dagens teori sammen. På baggrund af et ønske om, at inddrage alle i gennemgangen, og lade deltagerne styre indholdet bad jeg dem om at færddiggøre to sætninger: Helhedsorienteret undervisning indebærer... og Det er svært at undervise helhedsorienteret når... 

Det kom der disse opsummeringer ud af:





Jeg brød dagens øvelse op i tre dele, i et forsøg på at sikre, at alle dels kunne følge med, og dels oplevede øvelsen som meningsfuld. Jeg indledte med at forklare formål med og indhold i den samlede øvelse, og derefter indledte jeg hvert delelement med introduktion, eksemplificering og fælles drøftelse. De tre dele var:
  1. Kort beskrivelse af konkret problem fra praksis samt en beskrivelse af kontekst
  2. Identifikation og kort beskrivelse af den helhed, konteksten indgår i 
  3. "Problemløsning" - udvikling af undervisningskonteksten mhp. at imødekomme problem og arbejde helhedsorienteret og problembaseret. 
Vi sluttede dagen med, at to lærere præsenterede deres "problemløsning", som vi i fællesskab forsøgte at placere i en didaktisk model for PBL pba. principper om deltagerstyring, indholdsstyring:

Andersen og Larsen 2004, Problem-Baseret Læring - en anden måde at tænke uddannelse på

Udfordringer - at asfaltere mens man kører

At planlægge og udføre min undervisning eksemplarisk var en stor udfordring for mig.

Jeg føler nogle gange (måske ofte?), at jeg asfalterer, mens jeg kører. Jeg kender ikke altid de teorier eller metoder, jeg skal undervise i, og det bliver særligt tydeligt, når jeg sætter mig for at bedrive eksemplarisk undervisning. For når jeg forbereder undervisningen ved at læse de tekster, som jeg har givet til de studerende, og det supplerende materiale, som erfarne kolleger har rådet mig til også at læse, skal jeg huske, at jeg skal lægge to perspektiver på teorien. Dels hvordan jeg kan følge eksempelvis PBL-principper i min egen tilrettelæggelse af undervisningen og dels, hvordan de studerende kan bruge teorien i deres undervisningspraksis på Esnord. Så når jeg planlægger min undervisning skal den give mening i en DEP-kontekst, men jeg skal samtidig planlægge øvelser, der kan give mening i en EUD-kontekst. Det er vist et vilkår, når man underviser undervisere i at undervise, men når jeg samtidig skal asfaltere vejen, kan jeg let komme til at forvirre mig selv.

Fremadrettet vil jeg forsøge at tilrettelægge min forberedelse i to dele: 1) Indlede med at afsætte forberedelsestid til at læse og forstå teksterne i et DEP-perspektiv. Er der elementer af teori/metode, som er meningsfulde for mig at inddrage i min egen tilrettelæggelse af en undervisningsdag? 2) Genlæse teksterne med mine studerendes perspektiv for øje. Hvordan kan jeg tilrettelægge øvelser, der på meningsfuld vis understøtter de studerende i at knytte teorien til deres undervisningstilrettelæggelse?

Det der særligt tog tid i denne omgang forberedelse var tilrettelæggelsen af dagens øvelse. Hanne og jeg har aftalt, at øvelsen på hver undervisningsgang fokuserer på, at de studerende skal udvikle eller justere et undervisningsforløb pba. dagens teori. Jeg ville gerne have, at de studerende skulle tilrettelægge et kort undervisningsforløb med udgangspunkt i et problem, de oplever i deres undervisning (fordi jeg i min undervisning tog udgangspunkt i PBL). De skulle også tage udgangspunkt i PBL, og dermed udvikle et forløb, der knyttede an til et problem oplevet af deres studerende (så de i deres planlægning tog udgangspunkt i PBL), og det mudrede lidt i, hvor problemerne hørte hjemme.

En anden udfordring er de "produkter", de studerende producerer pba. af den øvelse, som jeg formulerer. Øvelserne har til formål og skal understøtte, at de studerende får arbejdet med at koble konkret undervisningspraksis til teori og metode. Jeg har indtryk af, at det kan opleves som en stor mundfuld, og det er let for de studerende at komme på "afveje". Jeg skal øve mig i at:

  • Formulere mig præcist, når jeg stiller en opgave
  • Sætte tid af til meningsdannelse inden øvelsen igangsættes
  • Bryde store øvelser op i mindre dele, så de studerende ikke oplever, at de kastes ud på dybt vand

Succeser

Jeg har de fleste undervisningsdage ikke kunne gennemføre undervisningsdagen, som jeg har tilrettelagt den i min drejebog. Det lykkedes stor set i går.

Jeg ekspliciterede alle mine didaktiske valg - PBL, dialogisk undervisning (høj værdsætning, forvetningsafstemning, struktureret gruppearbejde der skulle understøtte inddragelse af alle i dialog). Jeg tror, at det skabe mere mere forståelse for undervisningen og dagens struktur.

Fælles gennemgang: De studerende forbereder ikke spørgsmål til teksterne. Til gengæld oplevede jeg, at de meget gerne ville engagere sig i, at vi i fællesskab fik forklaret og rammesat, hvad helhedsorienteret undervisnings og PBL indebærer og kræver af en erhvervsskolelærer.

Gennemgang af hvert element i øvelsen medførte større forståelse for processen end forrige gange, hvor jeg har præsenteret alle delelementer og sat dem i gang med det hele på en gang.

Studiegrupper som sparringsgrupper - måske var det motiverende, at de skulle udvikle en undervisningssituationen, som de personligt kunne forestille sig i at skulle stå i i morgen. Det er mindre abstrakt, når de arbejder med deres egen, fremfor at skulle bruge meget tid og energi på at sætte sig ind i en problemstilling fra et helt andet fag. De knytter (selvfølgelig) ofte deres problemstillinger op på deres fag, og jeg tænker, at det er del af det, der gør øvelsen praksisrelateret for dem. Så er det nødvendigt, at de skal udvikle undervisning med udgangspunkt i et "fremmed fag"? Teorien kan være abstrakt nok i forvejen...



tirsdag den 13. november 2018

4.uv.-dag - pædagogisk it

Dagens indhold

- forskellige perspektiver på e-læring, og hvad det betyder for de didaktiske valg, underviseren skal træffe.

- drøftelser af, hvordan man kan udforme et didaktisk design, hvor it er et naturligt element, og hvilke muligheder vi har for at inddrage eleven som didaktisk meddesigner.

- en kort introduktion til Flipped Classroom/Flipped Learning - herunder drøfter vi muligheder og udfordringer i et didaktisk perspektiv. 

Oplæg til dagen



Uv.dag 4 - paedagogisk it 13.11.18 from Københavns Professionshøjskole (KP)

Dagens team opgave

I stedet for at arbejde i studiegrupper fordelte vi opgaverne til drejebogen eller master, som jeg har kaldt drejebogen i mit oplæg til opgaven.



Det krævede en del drøftelser frem og tilbage før vi var overens med tilgangen til arbejdet med opgaven. Her kan jeg fremadrettet arbejde på en tydeligere eller måske knap så ambitiøs ramme.

Før vi i gang med ideer til drejebogen hver især udfærdigede vi et fælles skema med gennemdrøftede valg.



Vores forsøg på den spæde start på en drejebog er udfærdiget i et google docs. Linket til drejebogen giver adgang til at se, hvis du er studerende på holdet, skal du anvende linket, som ligger i Intrapol for at få et redigerbart dokument.

Det er muligt at indlejre et google docx i sin blog, min kollega Marianne Riis forklarer, hvordan man indlejre google slides, men det er samme fremgangsmåde for google docs.

Nogle pointer fra drejebogen

Mads så på arbejdet med video og har beskrevet en række designer i for udfærdigelsen af videoer til undervisningsbrug. I hans blog er der links til en række eksempler på videoer til inspiration. Casper arbejdede med at rammesætte arbejdet med Mentimeter i undervisningen og Anne og Peter så på anvendelsen af Kahoot, alle tre har i vores fælles drejebog udformet forslag til brugen af den specifikke teknologi (didaktiske overvejelser). Amjad og Kim har kikket på forslag til digitale teknologier, der kan anvendes i en didaktisk ramme, hvor det at lære i fællesskab er omdrejningspunktet.

Overvejelser i forhold til dagens forløb

Vi kom omkring drøftelser af mange områder med udgangspunkt i dagens oplæg. Men til min kongstanke om, at vi sammen skulle udforme en drejebog for e-læring, se slide nr. 7, kunne vi fint have brugt meget mere tid.

Jeg præsenterede opgave tidligt på dagen og derefter havde vi en drøftelse / oplæg om, hvad der lå bag begreberne e-læring, Blended learning (BL), Flipped Classroom (FC). Og der skete det, som vi efterhånden er ret gode til, vi viklede os ud i snakke om ideer og drøftelser til, hvordan og hvorfor. Set i bagspejlet tænker jeg også, at det er lækkert, at der på holdet kommer så mange stemmer i spil, men ulempen er til gengæld også, at vi ender op med utilstrækkelig tid til arbejdet med konkrete opgaver.

Hvortil man så kan spørge om et produkt er formålet eller om det ikke er, at vi får sat tanker og ideer i spil på grundlag af det læste, som kan danne grobund for den enkelte studerendes egne eksperimenter i hans eller hendes praksis.

Eftersom dette modul handler om didaktik, kunne det være interessant at begynde undervisningsdagen med at tage en sådan diskussion med de studerende. Og derefter sammen tilrettelægge strukturen for dagen ud fra de valg vi bliver enige om.

onsdag den 7. november 2018

3. uv.-dag: evaluering og feedback

Oplæg til dagen

Mit oplæg til dagen i dag ses herunder...
UPS - der er 40 slides, i lektionerne anvendes kun frem til nr. 24!



Hvorfor så mange slides? I min forberedelse løb jeg ind i flere slides og noter, som jeg tænkte, at mine studerende kunne have glæde af. Men kun som supplerende materiale, hvis de ville fordybe sig i emnet til den afsluttende modulopgave. Det supplerende materiale er slidsene fra og med nr. 24.

Eksempler på evalueringer og digitale teknologier

I forbindelse med en snak om brugen af digitale teknologier og evaluering kikkede vi også lige på de eksempler, som jeg har lånt af tidligere studerende. De kan genfindes på slide nr. 26 (Kahoot) og 27 (Google Forms).

Vi så ikke på video-eksemplerne om målstyret undervisning, men jeg præsenterede disse (slides nr. 16, 17 0g 18), som en øvelsesopgave man kan fordybe sig i hjemme, hvis man er interesseret i at se eksempler fra praksis. Man skal blot huske at linkene kun kan åbnes i Google Chrome. Filmen der er klippet, kan ses i sin fulde længde på YouTube: Målstyret undervisning af filmkompagniet


Overvejelser omkring tilrettelæggelsen af undervisningen

Felicia og jeg har introduceret til en struktur af undervisningsdagene, hvor vi begynder dagen med at tale om de læste tekster og hvad der kan undre m.v., jf. slides nr. 4

Desuden har vi foreslået, at man læser teksterne med didaktikkes  9 hv.-ord i tanke. I vores forslag til studiedagen har vi blandt andet skrevet:
  • Overvej hvilke af didaktikkens ni hv-spørgsmål, jf. Jank & Meyer (2012 side 19), der giver mening i forhold til det læste og forsøg at give et svar på dem i din blog.
Det viser sig at det er en lidt vanskeligere opgave end vi troede, men at vanskelighederne nok også lægger lidt i at se, hvordan og hvorfor det kan være interessant at læse teksterne med det perspektiv.
Det fik vi en lidt længere snak om og vi fik afkræftet, at der er tale om, at man skal besvare spørgsmålene vha. teksterne. Men at tanke er, at man under læsningen af teksterne kan bruge spørgsmålene til se, hvad teksterne byder ind med i forhold til didaktiken og at det er disse tanker, der er vigtige at notere i sin blog.

Peter har i dette indlægget vist, hvordan han har forsøgt at læse en af teksterne med dette perspektiv. Kim beskriver og forholder sig i sin blog til brugen af formativ og summativ evaluering

Et eksperiment af Peter og Casper

Casper og Peter havde i forbindelse med de sidste undervisningslektioner (v. Felicia dag 2), arbejdet med udviklingen af undervisning og inddragelsen af et digitalt værktøj, Mentimeter - Word Cloud.
 
Og de havde haft mulighed for at afprøve det i praksis. Casper beskriver både tilrettelæggelsen og observationerne af gennemførelsen i sin blog. 

Casper og Peter fortalte om forløbet i dagens lektion og deres begejstring var utroligt smittende.

Studiegruppeopgave

Afslutningsvis arbejdede studiegrupperne med denne opgave. Og tiden til opgaven var for KORT!


Vi fik dog en interessant drøftelse i plenum om værdien af formative versus summative evalueringer samt om, hvordan en formativ evaluering kan fremme læreprocesserne hos den enkelte elev. Men det blev for styret af MIG, mere tid til at løse opgaven ville sikkert have gjort det lettere for de studerende at fremlægge.

Herunder noterne fra tavlen i forbindelsen med fremlæggelserne.


OBS til næste gang

- mere tid til studiegruppeopgaven samt hvem gør hvad?
- inddrag gerne afprøvning af teknologi, som kan understøtte eller fremme emnet der arbejdes med.
- vær mere obs på at komme omkring de studerendes tanker / noter om didaktikens 9-hv.-ord.
- indlæg på bloggen, der skal være tid til dette!

tirsdag den 23. oktober 2018

Første undervisningsdag på modul 2


Introduktion til didaktikbegrebet

Med udgangspunkt i Hiim og Hippes didaktiske relationsmodel og Jank og Meyers 'didaktikkens ni hv-spørgsmål' var omdrejningspunktet for dagens undervisning en introduktion til didaktikbegrebet og arbejde med den didaktiske relationsmodel. Nedenfor er slides til dagen.  



Slides uv.dag1 didaktikbegrebet from FeliciaLB

Studiegrupper

Vi startede med at drøfte formålet med og sammensætningen af studiegrupper på modulet. Vi afsluttede studiedagen den 12. oktober med et forsøg på at danne studiegrupper non-verbalt på baggrund af eksplicitte forventninger og ønsker til arbejdet. Det fungerede desværre ikke så godt måske blandt andet fordi, at holdet er for småt til sådan en øvelse (syv studerende), og fordi en studiegruppe fra sidste modul ønskede at holde fast i deres gruppe på dette modul. Der har været forvirring om, hvad formålet med studiegrupperne er, hvordan de knytter sig til eksamensgrupper o.lign. Vi fik en god snak, hvor jeg fik forklaret, hvad vi har haft af tanker ifbm. gruppesammensætning, og de studerende fik givet udtryk for, hvad de havde brug for at få uddybet.

Et meget lille hold

Holdet var småt på modul 1 med ni studerende. På dette modul 2 er vi kun syv studerende. I dag var to syge, så der var kun fem studerende til undervisningen. Det stiller nogle særlige krav til tilrettelæggelse af undervisningen, som jeg stadig har svært ved at få defineret, men jeg synes, at dagens undervisning lykkedes godt især fordi de studerende er meget aktive og gode til at bringe eksempler på deres egen praksis i spil, når vi sammen gennemgår noget teori.

Jeg skal have gjort mig nogle tanker om, hvordan jeg skal gribe holdstørrelsen an, når jeg tilrettelægger min undervisning. Hvordan sikrer jeg mig, at vi ikke ender med at bekræfte hinanden, uden at nå til at stille de kritiske spørgsmål? Eller sætte andre perspektiver på? Hvordan kan vi arbejde konstruktivt med feedback, når vi altid får den af de samme medstuderende? Der er sikkert mange andre elementer, der også skal tænkes igennem.

Eftermiddagens øvelse

De studerende skulle bruge hele eftermiddagen på at analysere et undervisningsforløb med udgangspunkt i den didaktiske relationsmodel, suppleret af Jank og Meyers ni spørgsmål. Jeg tror, at det er en fordel, at hver undervisningsgang tilrettelægges, så de studerende udvikler undervisningsforløb med udgangspunkt i teorien, så de får arbejdet i dybden med materialet, og så de har konkrete undervisningsforløb, som de kan prøve af i deres praksis. Når der ikke er flere på holdet, bliver øvelsen dog at "holde snuden i sporet". Det må meget gerne være hyggeligt, men tiden skal også bruges på at arbejde med og forstå teorien knyttet til konkret undervisningspraksis. 

mandag den 15. oktober 2018

Introdag på Undervisningsplanlægning og didaktik

Første dag på andet modul

Vi har i denne omgang valgt at dele introdagen op i tre dele: 1) Generel introduktion til modul, lektionsplan, eksamen og studiegruppearbejde, 2) Oplæg om digital dannelse og læring, 3) Dannelse af studiegrupper.

Introduktion til modulet

Vi indledte dagen med at introducere til modulets læringsmål i relation til læringsmålene for modul 1, for at tydeliggøre, hvordan det nye (didaktisk teori) adskiller sig fra det, vi har beskæftiget os med på modul 1 (læringsteori).

Undervisningsdage og studiedage

Vi oplevede på modul 1, at de studerende havde svært ved at nå at arbejde i studiegrupper på studiedagene, fordi læsningen af teori tog lang tid. Vi har derfor struktureret dagene anderledes på modul 2.

På studiedagene skal de studerende selvstændigt læse og arbejde med teksterne til den kommende undervisningsdag. Det skal de ud fra ni hv-spørgsmål, som vi introducerede dem for i dag, og som vi kommer til at gå i dybden med på første undervisningsdag. De ni spørgsmål skal fungere som en støtte til at finde væsentlige pointer i teksterne til undervisningen. De studerende skal derudover notere, hvis der er noget, som de finder særligt vanskeligt at forstå.

På undervisningsdagene vil vi om formiddagen gennemgå teorien med udgangspunkt i de noter, de studerende har gjort sig på den forudgående studiedag. Derudover vil vi om formiddagen afsætte tid til at skrive refleksioner i bloggen og til at introducere til en didaktisk model eller metode.
Hele eftermiddagen (efter frokost) er afsat til at arbejde i studiegrupperne med at udvikle et undervisningsforløb, der knytter sig til dagens tema. Dagen afsluttes med, at studiegrupperne skal præsentere deres undervisningsforløb og modtage feedback fra deres medstuderende.

Tidligere har vi haft flere øvelser i løbet af en undervisningsdag, men vi har oplevet, at tiden har været for knap, og at der er behov for at arbejde i dybden frem for i bredden.

De studerende tog godt i mod den nye struktur, og vi glæder os til at se, hvordan forløbet bliver.

Eksamensintroduktion

På sidste modul brugte vi ikke lang nok tid på eksamensintroduktion den første dag. Det medførte, at en del af de studerende følte sig utrygge i forhold til selve eksamenssituationen og frustrerede ift. at de manglende viden om prøveformen - synopsis.

I dag præsenterede vi de studerende for en ramme for deres synopsis, og vi har besluttet, at de studerende på hver undervisningsdag skal arbejde med deres undervisningsforløb med udgangspunkt i den præsenterede ramme. På den måde håber vi, at det vil træne dem i at formulere en skarp problemstilling, og at det vil forberede dem bedre på den synopsis, de skal aflevere i forbindelse med eksamen.

Slides fra dagen



Introdag til intrapol from FeliciaLB


Digital dannelse og læring

Vi er endnu afklarede i forhold til, hvordan Esnord ønsker, at vi skal arbejde med digitale værktøjer som et underliggende pædagogisk element gennem hele diplomuddannelsen. Vi har derfor valgt at afvente en afklaring, før vi begynder at inddrage platformen Praxis Online i undervisningen.

I stedet har vi valgt, at Hanne på introdagen for modul 2 holder et oplæg om digital læring og dannelse, hvor de studerende dels skal forholde sig til hvad begreberne dækker, hvorfor det er interessant at beskæftige sig med digital læring og -dannelse, og hvordan man kan arbejde med det.




Som det fremgår af slides nr. 20 (anden sidste), bad vi de studerende om at notere deres indput på en padlet. Desværre fungerede teknikken ikke i første omgang! Men herunder ses den padlet vi endte op med at anvende, desuden er her et link til den padlet, som blev udfyldt i forbindelse med den Erhvervsskole Event 25. august 2018, hvor Hannes oplæg blev holdt første gang.

Made with Padlet

Studiegrupper

På modul 1 dannede vi studiegrupper, som skulle samarbejde på studiedagene forud for undervisningen. Der er en række forhold, der gør, at vi har besluttet, at disse studiegrupper skal revurderes og gendannes på introdagen. Den beslutning hænger sammen med:

  • Et af læringsmålene for modulet er, at de studerende opnår kompetencer til at indgå i tværprofessionelt samarbejde om udvikling af det erhvervspædagogiske praksisfelt.
  • Vi er nu syv studerende i stedet for ni studerende
  • En studiegruppe med to studerende er for sårbar ift. sygdom o.lign. 
  • Studerende i en studiegruppe skal kunne udfordre og støtte hinanden konstruktivt i studiegruppearbejdet. 
Vi har drøftet, at vi ønsker studiegrupper, hvor de studerende samles på tværs af fag. Derudover er to af studiegrupperne fra modul 1 reduceret til kun at være to studerende, og vi ønsker, at en studiegruppe er på mere end to studerende. Endelig skal studiegrupperne sammensættes på en måde, så de studerende i en gruppe både udfordrer og støtter hinanden - konstruktivt.

mandag den 1. oktober 2018

Fælles vejledningsdag 1. oktober 2018

Fælles vejledningdag

Vi havde forud for vores fælles vejledningsdag gjort vores drejebog tilgængelig for de studerende. Vi drøftede den ikke i fællesskab på dagen, men vi havde indtryk af, at de studerende var klar over, hvad dagen skulle handle om, og hvordan vi skulle arbejde med vejledningen. Det gav ro til at gå i dialog om de mange spørgsmål og det store behov for afklaring der typisk er, når eksamen nærmer sig med hastige skridt.

I forhold til drejebogens disponering af tiden, justerede vi flere gange undervejs. For eksempel tog fremlæggelserne længere tid end vi havde afsat. Vi talte på vejen hjem om, at det er en vigtig pointe, vi skal have med i det videre forløb: Tidsplanen skal, som i dag, indeholde så meget luft, at det er muligt at foretage sådanne justere undervejs. Derigennem kan vi støtter op om de  processer, der er i gang i undervisningsrummet.

Opponentgrupper og fælles vejledning

Vi præsenterede kort de studerende for en oversigt, der gjorde det tydeligt, hvad de studerende skulle forholde sig til i forhold til at kunne give hinanden feedback på deres første udkast til deres synopsis. Rammen for opponenternes feedback kunne set i bagspejlet godt have været lagt ud tidligere.

Vi havde derudover givet dem en ramme for deres synopsis, som vi havde bedt dem om at udfylde. Det var en ramme, som også dannede baggrunden for deres fremlæggelser.

De fleste var kommet langt i denne proces, og rammen for en synopsis lod til at give mange en retning for deres arbejde, og en mulighed for at fordybe sig i noget konkret. Der var dog også nogle, der kunne have brugt mere tid på at drøfte synopsen, inden de blev "tvunget" til at skulle lave et første udkast.

Generelt på modulet, og særligt på sådan en dag som i dag, bliver det tydeligt for os, at de studerende vil hinanden, og at de tager hinanden meget alvorligt. De engagerer sig i hinandens problemstillinger, og de stiller spørgsmål og kommer med forslag. Vi oplever, at de studerende i mange tilfælde kan give hinanden en sparring, som vi som undervisere ikke kan, fordi de i nogle tilfælde forstår hinanden bedre, og måske oplever, at de er i samme situation.

Det tager vi med videre

Når de studerende engagerer sig i dialoger og samtaler, kan det være forstyrrende, at vi med ét beder dem om at stoppe og vende tilbage til den fælles dialog i plenum. Vi vil derfor fremover forsøge at være bedre til, at vi i god tid siger til, når vi skal tilbage til plenumdialog. Det kan forstyrre, afbryde og ødelægge en god proces - et flow - hvis gruppedialogerne ikke får en naturlig afslutning - et punktum. 

Desuden har vi efterfølgende drøftet, at vi måske skal undlade at gå i dialog om rammen for en synopsis, da det ofte kan udvikle sig, men blot fastholde at det er den form vi anbefaler. Løsningen kan dog også være, at vi præsenterer ramme og form for modulopgaven allerede i forbindelse med introen. Det er pt det vi tænker, at vi gør på modul 2.